Af Minna Mølgaard Jensen, tidligere praktikant i HUSRUM Danmark
HUSRUMs værdigrundlag tager afsæt i den danske diakoni. Diakoni skal i denne sammenhæng forstås som det kristne menneskesyn. Det vil sige et menneskesyn, hvor alle mennesker anses for værdifulde. Derfor fortjener alle at leve et, for dem, meningsfuldt liv. Med andre ord rummer alle mennesker et potentiale for at skabe mening og bidrage til det store fællesskab. Diakonien bygger samtidig på, at det at være menneske også betyder at være et medmenneske. Fællesskaber er derfor en central del af menneskets eksistens.
HUSRUM arbejder ud fra fire værdier:
• Værdighed
• Fællesskab
• Livsudfoldelse
• Tillidsfulde relationer
Gennem tre underafsnit vil jeg belyse værdiernes tilstedeværelse og relevans i HUSRUMs sociale arbejde.
Den mangfoldige frivilliggruppe
Hos HUSRUM ses en atypisk strukturering af frivilliggrupperne. Rammerne og reglerne er få. De unge må for eksempel gerne blive venner med de frivillige. Dette er hos mange andre organisationer uset. Den løse struktur er begrundet i ønsket om at skabe plads til et ligeværdigt forhold mellem unge og frivillige.
De unges input vægtes lige så højt – hvis ikke højere – end de frivilliges. Det handler om at skabe et trygt rum med plads til selvudfoldelse uden fordømmelse. Et rum, hvor alle individer er lige betydningsfulde. Hos HUSRUM er alle mennesker værdifulde i det, at man er. Derfor er værdien om værdighed central. Mangfoldighed blandt de frivillige er ligeledes vigtig. På den måde er der nogen, som alle unge kan spejle sig i. En mangfoldig frivilliggruppe bidrager med forskellige livsanskuelser og perspektiver. Dette kan være med til at gavne de unge. HUSRUM sætter højt, at frivillige kommer med livserfaring og et ønske om at være noget for andre. Begge dele kan være med til at udvide de unges visioner for deres eget liv.
Det autentiske fællesskab
HUSRUMs fællesskaber har fokus på at skabe trygge rum med plads til det enkelte individ. Tolerance, åbenhed og respekt fungerer som bærende søjler.
Der skal samtidig være plads til udfordringer. Det er ikke altid let at indgå i sociale relationer. I HUSRUM får de unge mulighed for at øve sig i, hvad et autentisk fællesskab indebærer. Både på godt og ondt. Her spiller de tillidsfulde relationer en afgørende rolle. De er med til at støtte de unge og skabe en fælles forståelse af, at man møder hinanden med nysgerrighed frem for konflikt.
Opstår der konflikter, er min oplevelse, at de håndteres gennem åbenhed og dialog. HUSRUM ønsker at skabe inkluderende fællesskaber. Fællesskaber, hvor alle har en værdi og mulighed for at bidrage.
Den individuelle livshistorie.
Med afsæt i HUSRUMs værdier fortjener alle mennesker at leve et meningsfuldt liv. Et liv, der giver mening for dem selv. HUSRUM mener, at alle har noget at bidrage med til det store fællesskab. Gennem værdien om livsudfoldelse støttes de unge i at finde deres potentiale og forme deres egen livshistorie. De tillidsfulde relationer er her helt centrale. Nogle gange består den største støtte i at vise tillid til et andet menneske. Især når de står over for noget, der ved første øjekast virker svært eller næsten umuligt. HUSRUMs fællesskaber er derfor præget af tillid og opbakning. Både fra frivillige og fra de andre unge. Det handler ikke om naivitet. Det handler om at tro på de unge og deres kunnen. En vigtig betragtning hos HUSRUM er, at alle mennesker er forskellige. Der skal derfor være plads til at leve og udtrykke denne forskellighed. De unges individuelle livshistorier og potentialer tages alvorligt. Det er ikke HUSRUM, men de unge selv, der definerer deres livsfortællinger. I denne proces fungerer HUSRUM som en vandrestav. En støtte, man kan læne sig op ad, hvis vejen bliver for stejl.
Det er dog altid de unge, der leder vejen. Og som vælger, hvilke stier de ønsker at gå ad. Ligeværd som gennemgående værdi. Ud over de fire værdier er ligeværdighed gennemgående i alt, hvad HUSRUM foretager sig. Det er måden, man møder hinanden på. Ligeværd er en essentiel del af HUSRUMs selvforståelse som organisation. Det er også noget af det, jeg finder særligt ved HUSRUM. På mange måder danner ligeværd fundamentet for de øvrige værdier. Med ligeværd følger tillid, sunde fællesskaber og plads til livsudfoldelse. Samtidig skabes en følelse af selvværd. Værdier, som HUSRUM rummer og aktivt stræber efter at opretholde.
Flere indlæg fra HUSRUMs blog. Læs fx: Brobygningsprojekt
