HUSRUM+ Aarhus

Vores fællesskab for voksne mellem 30-45 år i Aarhus

Velkommen til HUSRUM+

Vi glæder os til at møde dig

HUSRUM+ er et fællesskab for dig i Aarhus, der er mellem 30 og 45 år og længes efter et trygt fællesskab; uanset om du føler dig lidt alene, har været igennem noget svært, eller bare gerne vil udvide din omgangskreds.

Her møder du andre, der også gerne vil finde nye relationer, uden krav eller præstation. Vi laver hyggelige aktiviteter og samtaler i trygge rammer, hvor du kan være dig selv.

I HUSRUM+ mødes vi typisk to gange om måneden (torsdag aften og søndag eftermiddag i ulige uger). Det kan fx være fællesspisning, kulturelle oplevelser, kreative workshops, gåture og brætspilsaftener.
Vi planlægger aktiviteterne sammen 3 uger i forvejen, og du er altid velkommen til at komme med idéer.

Det vigtigste er, at det er rart at være med. Du bestemmer, hvor meget du har lyst til at deltage.
Herunder kan du se nogle af de aktiviteter, vi tidligere har lavet, og som du måske også har lyst til at være med til.

"Hjemlige sysler"

Her hygger vi fx med brætspil, laver kreative ting (sammen og hver for sig) eller andre sjove ting hvor vi ikke skal “ud af huset”.

Fællesspisning

 Vi laver mad sammen og spiser i hyggelige rammer. Det er en oplagt måde at lære nye mennesker at kende uden krav om smalltalk.

Gåture i Aarhus

Indimellem aftaler vi gå en tur. Vores gåture er både for dig, der har lyst til en god snak, og for dig, der bare vil mærke byen og være lidt stille sammen med andre.

Kulturudflugter

Vi tager indimellem sammen på café, i teateret, i biografen på museer eller opsøger spændende ting, der sker  Aarhus. Vi mødes altid udenfor, og går ind sammen.

selfiebillede af tre unge fra husrum+ der laver keramik ved et bord
gruppebillede foran moesgaard museum med 6 unge der er på udflugt i husrum+
3 par hænder der holder kort til spillet uno over et træbord

Hvordan kommer jeg i gang?

Kontakt os

Har du lyst til at være med, eller bare høre mere? Så kontakt os på den måde, der passer dig bedst: du kan skrive, ringe eller sende en sms.

Bliv inviteret til samtale

Efter du har kontaktet os, inviterer vi dig til en kort, uforpligtende samtale. Vi fortæller dig lidt om HUSRUM+, og du kan stille spørgsmål eller bare lytte.

Kom med første gang

Når du føler dig klar, hjælper vi dig med at komme med til dit første arrangement, hvor du kan følges med en Buddy, hvis du ønsker det. Du bliver også inviteret til vores lukkede Facebookgruppe, hvor vi deler nye aktiviteter.

Hvad sker der, når du kommer til et arrangement for første gang?

Det kan være lidt nervepirrende at møde op første gang, og det ved vi. Derfor gør vi alt for, at du føler dig velkommen helt fra start.

Du bliver mødt med et smil

Når du kommer, er der altid én eller flere, der tager imod dig og sørger for, at du ikke står alene.

Vi starter stille og roligt

Vi laver en kort præsentationsrunde, hvor vi siger vores navne – men kun hvis du har lyst. Du bestemmer helt selv, hvor meget du vil dele.

Du kan være med på din egen måde

Der er plads til både snak og stilhed. Du behøver ikke være social hele tiden – du er velkommen præcis som du er.

Du bestemmer tempoet

Nogle deltager én gang for at se det an, andre bliver en del af fællesskabet med det samme. Du vælger, hvad der passer dig.

    Scroll to Top