Af Trine Møller, praktikant i HUSRUM Danmark
Hvad skal jeg egentlig med mit liv?
I 2.g begyndte sna
kken om hvad der skulle ske efter gymnasiet. Jeg vidste, at jeg nok skulle på universitetet, men jeg var i tvivl om, hvad jeg ville studere. Først tænkte jeg psykologi, men det havde jeg ikke karaktererne til. Så kom jeg i studiepraktik på musikvidenskab, men i praktikken fandt jeg ud af, at studiet alligevel ikke var for mig.
Med tiden gik det op for mig, at mine interesser generelt havde ændret sig. Min kærlighed for japansk kultur og ønsket om at rejse dertil var blevet større end nogensinde. Samtidig var jeg begyndt at føle mig lidt udenfor og ensom i min klasse, og følte ikke rigtigt at jeg havde nogen at tale om denne interesse med. Det var dog her, at jeg faldt over en tilfældig reklame for en højskole – Idrætshøjskolen Bosei. På denne højskole kunne jeg studere japansk sammen med andre unge med samme interesse, og opholdet sluttede af med en rejse til Japan. Tanken om at starte forfra et sted hvor ingen kendte mig, og hvor jeg kunne starte på en frisk, blev pludselig meget tiltalende. Samtidig kunne jeg få en smagsprøve på, om min interesse for Japan rakte så langt, at det kunne være en idé at søge ind på Japanstudier efterfølgende.
Jeg begyndte straks at spare så meget jeg kunne op i SU, og da jeg blev færdig med gymnasiet, brugte jeg det næste halve år på diverse jobs via et vikarbureau, samt to måneder som stuepige på et hotel. Det var hårdt arbejde, men det skulle heldigvis vise sig at være det hele værd.
Velkommen til højskolen
Jeg var supernervøs og småsyg da mine forældre kørte mig turen til Præstø en kold januar eftermiddag. Jeg var så bange for at føle mig udenfor og om det var det rette valg at flytte derhen. Men allerede den første uge fandt jeg mig selv siddende i fællesstuen og spille spil, drikke te og grine højlydt med en gruppe fremmed, som hurtigt blev mine tætte venner.
Det er svært at forklare de venskaber man kan skabe på en højskole. Dét at bo sammen på den måde, og være en så stor del af hinandens hverdag, skaber en tæthed og dybde på kortere tid end jeg nogensinde har oplevet. Jeg blev samtidig overrasket over, at jeg ikke kun blev tætte venner med dem, der ligesom mig, var der for det japanske. Jeg blev også venner med nogen, som jeg ellers tidligere aldrig ville have troet, at jeg skulle snakke med. I folkeskolen blev jeg mobbet en del af drengene fra sportsklassen, så jeg tænkte automatisk, at jeg nok ikke ville snakke med nogen af dem, som var på højskolen for de idrætsrelaterede fag. Men det skulle vise sig at alle bare var sjove og søde, så vi formåede hurtigt at få fjernet de fordomme vi havde om hinanden.
Jeg mærkede generelt hvordan mit selvværd langsomt blev forbedret, og at folk faktisk gerne ville mig. Jeg kan huske, at jeg fortalte mine forældre, at jeg nok ofte ville komme hjem, da det ville blive for meget for mig konstant at skulle være sammen med så mange nye mennesker. Men i sidste ende kom jeg kun hjem 3 gange på de 24 uger jeg var der, og alle 3 gange ønskede jeg faktisk mest bare at være tilbage på højskolen igen.
Vores egen lille boble
Det er en ret unik oplevelse at bo sammen med andre unge på denne måde. Både i forhold til hvor tæt man er, men også fordi alle ved, at vi kun har et bestemt antal uger sammen, så de uger skal udnyttes optimalt. Min højskole lå samtidig midt ude i en skov, hvor nærmeste by tog ca. 45 min. at gå ind til, og der var ekstremt dårligt signal. Så vi levede lidt i vores egen lille boble uden den store kontakt med hverken udefrakommende eller sociale medier. Dette gjorde, at man virkelig var til stede og bare nød sin tid med sine nye venner og de fag man havde valgt.
En specifik ting for mig, som også fungerede supergodt, var hvor struktureret alting var. På højskolen var der meget faste rutiner. Morgenmad, frokost og aftensmad blev serveret på samme tid hver dag, man havde et undervisningsskema man fulgte, pauser på bestemte tidspunkter, og så kunne man ellers hygge og lave hvad man ville om aftenen og i weekenden. Disse faste rammer fungerede virkelig godt for hvordan jeg trives bedst. Og som en person der har tildens til nemt at blive ængstelig, så var der en stor tryghed i, at man vidste hvad der skulle ske og hvem man skulle være sammen med, så snart man stod op.
Livet efter højskolen
Det hårdeste ved at gå på højskole var da jeg ikke længere skulle gå der. Det tog mig lang tid at vænne mig til ikke længere at bo der, da opholdet mentalt havde været så godt for mig. Jeg flyttede efterfølgende til Aarhus og tog en bachelor i Japanstudier, hvor jeg også fik min drøm om at bo i Japan opfyldt. Flyttet til Aarhus gjorde dog desværre, at jeg også flyttede væk fra de fleste af dem jeg var tættest med, da de alle blev på Sjælland. Vi har dog heldigvis stadig kontakt den dag i dag, selvom det er 11 år siden vi mødte hinanden for første gang i skoven udenfor Præstø.
Tag springet
Til slut vil jeg egentlig bare sige, at hvis muligheden nogensinde skulle byde sig, så kan jeg kun varmt anbefale at tage på et højskoleophold. Man lærer så meget om sig selv, samtidig med at man kan dykke ned i sine særinteresser og få dybe venskaber for livet.
Hvis du skulle gå og tænke, at et højskoleophold faktisk kunne være ret fedt, men at du står i en lidt svær situation, så skal du vide, at der er hjælp at hente. Jysk Børneforsorg er en del af et samarbejde i projektet ’𝘜𝘥𝘴𝘢𝘵𝘵𝘦 𝘶𝘯𝘨𝘦 𝘱å 𝘏ø𝘫𝘴𝘬𝘰𝘭𝘦,’ hvor Marie Nyegaard, leder af HUSRUM Danmark, også har siddet som en del af projektgruppen siden 2021. Det er et mangfoldighedsprojekt, som giver unge mulighed for at komme på et højskoleophold – også selvom livet kan være svært. Indtil videre har projektet støttet 19 elever med højskoleophold. Hvis du skulle være interesseret i at høre mere om projektet og muligheden for at få støtte, så tøv ikke med at række ud til din lokale HUSRUM frivilligkoordinator.
Flere indlæg fra HUSRUMs blog. Læs fx: HUSRUMs værdigrundlag og diakoniske menneskesyn
